Rallyprøve i Ribe 28 Juni 2025 – sol, regn og den skønneste boble med Quark!

I går gik turen alene afsted til rallyprøve i Ribe med Quark. Farmor var på besøg hjemme, og hun og Carsten brugte dagen på at samle skab – så det passede fint, at jeg kunne tage Quark med ud og konkurrere.

Turen derned gik ad små, veje efter Googles anvisning, mens hjemturen blev lidt mere direkte via hovedvejene – takket være min indre GPS.

Video til Carsten og farmor, der var hjemme i ikea mekka.

Vejret var… alsidigt. Dagen bød både på sol, varme, overskyet himmel og en lummervarme – og lige da vi skulle ind og gå anden bane, åbnede himlen sig under banegennemgangen. Klassisk dansk sommer!

Jeg var spændt på at gå første bane med Quark – og det gik over al forventning. Vi startede ved Susan, der havde lavet en super fed bane.

Susanns ekspert bane.

Quark og jeg var virkelig på samme bølgelængde. Han stoppede kortvarigt ved en øvelse, hvor der blev raslet med noget, han var helt sikker på var en pose bacon chips – og det samme skete ved en anden øvelse. Han kunne næsten ikke modstå fristelsen! (nu sættes der ind med chipspose raslen i træning) Derudover fik vi et enkelt fratræk for en ekstra kommando på “sit på afstand”, men ellers gik det bare så godt.

Fristende 8 tal, kom han super flot igennem, vi blev desværre ikke filmet. Vi endte med 93 point og en følelse af glæde og samhørighed.

Jeg følte virkelig, vi var i boblen sammen!

Herefter fulgte lidt ventetid, som vi brugte på at flytte vores lille camp ned under et stort træ. Der sad jeg sammen med Kirste og Jeanette – det var super hyggeligt, og Quark hyggede sig i vognen, som jeg dækkede til, da det blev lidt køligt.

Vi holdt os til reglerne og parkerede efter anvisningerne.

Jeg havde bestilt forplejning og kunne nyde en lækker sandwich med æg og rejer – det føltes som ren luksus i pausen.

Anden bane var designet af Iben, og den var også virkelig fed – med masser af fri ved fod, spring og felt.

Ibens ekspertbane.

Igen havde jeg den skønneste følelse hele vejen rundt. Quark var fokuseret, glad og samarbejdende, og vi gik banen til hele 97 point og en andenplads i klassen! Jeg kunne næsten ikke være mere tilfreds.

Inden præmieoverrækkelsen pakkede jeg Quark i bilen – det regnede nemlig stadig voldsomt, og han havde gjort sig fortjent til at slappe af i tørvejr.

Da jeg kom hjem, blev det dog hurtigt tydeligt, at noget ikke var, som det skulle være. Glow virkede utilpas – han peb, virkede varm og havde det tydeligvis ikke godt. Vi tjekkede ham grundigt igennem, men kunne ikke umiddelbart finde noget konkret.

Vi besluttede at køre til vagtdyrlægen. Heller ikke dyrlægen kunne med sikkerhed sige, hvad der drillede, men han havde lidt feber. Han fik en sprøjte med smertestillende og en med kvalmestillende.

Vi har en mistanke om, at det måske var noget med maven – han havde meget hård mave senere på aftenen. Heldigvis spiste han fint både i går aftes og her til morgen, så vi håber, det bare var det og at han snart er helt på toppen igen. 💙

Nu holder vi en lille pause fra prøverne, vi vender stærkt tilbage efter sommerferien.

Tak til jer alle for en hyggelig dag, tak til Ribe hundevenner og sponsorene bag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *