Prøveweekend i HOT-Doghallen 21*22 Feb. 2026

I weekenden var vi til prøve i HOT-Doghallen (der er varme på, det er vildt luksus) både lørdag og søndag – og jeg kan næsten ikke få armene ned. Quark var rigtig, rigtig god begge dage, og jeg kan mærke, at vi er ved at finde tilbage til vores form i prøvesammenhæng. Det føles simpelthen så godt!

Lørdag – fed bane og gode erkendelser

Lørdag gik vi på banen med Brian som dommer. Han havde tegnet en virkelig fed bane, hvor vi kom godt rundt og fik vist mange af de ting, vi kan, når det spiller.

Undervejs nåede jeg faktisk at tænke: “Det her skal jeg lige rette på hos mig selv.” Og det er jo i virkeligheden en kæmpe gave – at kunne gå på banen og både være til stede og samtidig samle værdifuld information til det videre arbejde.

Vi måtte lave tre øvelser om, og der var nogle småfratræk hist og her, men helhedsindtrykket var virkelig godt. Vi endte på 88 point og en 3. plads. Jeg gik fra banen med en følelse af: Vi er på vej.

Søndag – justeringer og nyt mod

Søndag havde jeg nået at tænke over, hvad jeg ville gøre anderledes. Vi havde Susann til dommer og hun havde som altid tegnet en fed bane, som var både teknisk udfordrende og brugte hele banen.

Vi lavede en helt anden start, og vores opvarmning var også justeret en smule. Det gjorde en mærkbar forskel – Quark føltes meget lettere og mere med mig.

Noget helt nyt for os er, at vi nu også kan starte på højre side, når vi går ind på banen. I fire år har vi trænet indgang på venstre side – og nu øver vi fleksibiliteten i, at det også kan foregå fra højre. Det er små ting, men det betyder noget i prøveset-up.

Quark var igen virkelig god. Vi måtte lave to øvelser om – og det var faktisk nogle af de øvelser, jeg mindst ærgrede mig over. Det var ikke “øv-fejl”, men bare ting, der kan ske, når man er ude.

Vi endte på 92 point, med en lille skæv position og en for lang fører som fratræk – og endnu en 3. plads.

Jeg er simpelthen så stolt. Ikke kun af pointene, men af følelsen. Af samarbejdet. Af roen.

Glow – hundefjernsyn og drømmetræning

Glow var med hele weekenden og lå og så hundefjernsyn i buret begge dage. Han var så skøn at have med.

Selv med mange andre hunde omkring sig var han bare nysgerrig og rolig – ingen negative reaktioner. Det er jeg virkelig glad for.

Både lørdag og søndag havde jeg ham ude i opvarmningen, og det var en drøm at gå med ham. Han føltes let, glad og klar. Det lover godt for fremtiden.

Rallyånden ❤️

Det har i det hele taget været en rigtig fed weekend. Carsten og jeg har hygget os, mødt mange rallyentusiaster og haft gode snakke.

Rallysporten er noget helt særligt. Vi hepper på hinanden. Vi giver et klap på skulderen og siger “kom igen”, når noget ikke helt lykkes. Der er plads til både jubel og læring.

Tak til hele teamet bag prøverne. Vi glæder os til at komme igen.

Nu tager vi de gode erfaringer med videre – og fortsætter arbejdet mod at finde helt tilbage i topform i prøvesammenhæng. Det føles, som om vi er godt på vej 🐾✨

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *