Nosework er som navnet indikerer en sport hvor hunden ved hjælp af sin snude finder frem til en bestemt duft. Vi arbejder på lavendel.
Hvor stammer nosework fra?
Ron Gaunt, en erfaren træner af specialsøgshunde (sådan nogle der f.eks. kan finde narkotika og bomber), udviklede nose work som en måde at give almindelige familiehunde sjove og meningsfulde opgaver på. Oprindeligt var idéen at give internathunde mental stimulering og bedre trivsel – men sporten har udviklet sig til at blive en fantastisk aktivitet for alle hunde.
Nose work giver hundene mulighed for at bruge deres fantastiske lugtesans, og det er utroligt, hvor meget glæde og ro de får ud af det. Det er stadig en forholdsvis ny sport her i Danmark – den første officielle konkurrence blev faktisk først afholdt i 2017.
Til konkurrencer er der fire typer søg: indesøg, udesøg, beholdersøg og køretøjssøg.
I Danmark arbejder man med tre dufte: lavendel, anis og eukalyptus.
