En dag i Birkende – glæde, savn og stolthed!

I lørdags gik turen til prøve i Birkende på Fyn. Allerede inden vi kørte hjemmefra, vidste jeg, at denne dag ville være anderledes. For første gang skulle vi til prøve i Birkende uden at blive heppet på af vores søde Trine. Hun plejede altid at være der – et smil, et hep og en varm støtte på sidelinjen. Sorgen og savnet var stort.

Vi kørte afsted lidt over seks fra Grindsted, mens solen var på vej op – en smuk start på dagen. Vi havde valgt ikke at tage telt med, for vejret lovede godt, og drengene havde deres vogne med. Det viste sig at være en klog beslutning, for vinden tog til, og det blæste godt hele dagen.

På vej øst på.
Godmorgen Fyn.
Vores lille camp. Glow var dygtig til at sidde ved far og se hunde tv.

Glow skulle først på! To ture – og lad mig sige det sådan: vi er stadig i den spæde begyndelse, når det kommer til at finde ro i prøvemiljøet. Han tjekkede meget ud, især på Heikes bane, hvor næsen sad godt klistret til jorden. Det er en omstilling for mig at gå med en ung og grøn hund, med alt hvad det indebærer. Jeg må indrømme, at jeg ikke er helt tilfreds med min egen indsats – men vi havde også momenter, hvor det føltes helt rigtigt, og hvor vi virkelig ramte hinanden.

Og trods snuseri og udfordringer fik vi et flot resultat: et KIB på Heikes bane, og hele 90 point på Jannes bane. Det betyder, at Glow nu officielt er Rally Begynder Mester! Jeg er stolt af min lille fyr – det er stort, selvom jeg ved, vi stadig har meget at arbejde med.

“Vi øver os med glæde, samler viden og tager den med hjem til træningen. Hver prøve lærer os noget nyt, og vi kommer altid tilbage – stærkere, klogere og tættere på hinanden.”

Så gik ventetiden i gang. Timerne føltes lange, vinden rev i os. Men hvilken hygge! Der blev snakket, grinet – og ikke mindst nydt en virkelig lækker ribben-sandwich fra cafeteriet. Det er altså luksus at kunne få så god mad på stedet!

Og så blev det endelig Quarks tur.

Heike havde tegnet en fed bane – udfordrende, krævende, og med fokus på præcision og timing. Quark og jeg mistede lidt hinanden på den ene langside, og som Heike så rammende sagde, blev det dyrt: vi mistede tre skilte i træk. Alligevel var jeg så glad og stolt, da vi kom ud fra banen. For Quark leverede simpelthen så mange fede ting.

Vi er lige rykket op i champion-klassen, hvor banerne er længere og sværhedsgraden skruet op. Der var flere øvelser, han aldrig før havde prøvet i prøvesammenhæng – og de fleste sad lige i skabet! Nogle kræver selvfølgelig lidt mere kærlighed i træningen, men jeg kan mærke, hvordan han vokser med opgaven.

Og som prikken over i’et gik han Jannes bane super flot til 88 point og en 4. plads på dagen! Jeg kunne ikke være mere stolt af ham. Han bliver bedre for hver bane, vi går sammen – også selvom der stadig er plads til de klassiske “Quark-ting”… som fx lige at tjekke, om damen i teltet mon havde en godbid på sig.

Nye øvelser for Quark i prøvesammenhæng, som vi fik prøvet i lørdags og som for de flestes vedkommen sad lige i skabet. Der er enkelte der skal have noget kærlighed, for at lykkedes og blive helt flydende på banen.

Efter en lang dag – fra kl. 8 til 17.30 – satte vi kursen hjemad mod Grindsted. Trætte, vindblæste, men fyldt med gode oplevelser. På turen hjem snakkede vi om alt det, der var gået godt, og hvad vi skal have fokus på til næste prøve.

Tusind tak til alle for en fantastisk dag, for hyggen, grinene, hep og flotte resultater. Og stort tillykke til jer andre med jeres præstationer.

Vi ses derude – klar til endnu flere baner, endnu flere udfordringer og endnu flere stjernestunder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *