Prøve i Hadsten 14 Juni 2026

I går var jeg på tur med Quark alene – Glow og far blev hjemme. Vi var til dobbelprøve i Hadsten sammen med Janni, hendes husky Buffy og hendes Australian Shepherd hvalp, Vega.

Det var tidelig afgang for mig og Quark, lidt over 6 satte vi kursen mod Egtved, hvor jeg fik pakket mit flyttelæs over i Jannies bil. Samt sat Quark i bur i bilen.

Quark med kurv og tæppe i buret i bilen, en dejlig tryg hule.

Quark var simpelthen så god hele dagen. Vi havde alt slags vejr: regn, blæst, sol, mere regn, hagl og tilbage til blæst. Inden prøverne havde jeg lavet en strategi for mig selv. Jeg ville slippe alle tankerne om “husk nu det og det” og i stedet være til stede sammen med Quark og gå banen med ham.

Var det perfekt? Nej. Vi har stadig masser at arbejde på. Men var det perfekt i forhold til, hvor vi er lige nu? Ja, det synes jeg faktisk.

Telt som var lækket at have oppe, vi skiftevis rullede op og ned, åbnede og lukkede vinduer, i løbet af dagen.
Alt foregik i ro og orden, Quark er i det brune bur.

Første bane var ved Susann, som havde lavet en rigtig fin bane – selvfølgelig med et fristende 8-tal. Jeg måtte arbejde lidt ekstra for at få Quark igennem 8 tallet. Ikke fordi de dufter godt, men fordi de er interessante. Det var ikke kønt, resten af banen var han bare så sød.

Da vi gik ud af banen, havde jeg følelsen af: “Var det allerede slut?” Selvom banen havde de maksimale 17 skilte.Vi endte med 96 point og vores første seniorcert. Jeg lavede en om også havde vi uro i position i en stå foran, da han lige dansede lidt inden han stod stille.

Susann’s senior bane. Vi har desværre ingen video af vores tur.

Så blev det ventetid i silende regn. Jeg overvejede længe, om Quark skulle have regndækken på, men da han arbejdede fint under opvarmningen, lod jeg være.

Anden bane var ved Tina, og vi var næsten igennem, da himlen åbnede sig. På videoen ser det ikke slemt ud, men det styrtregnede. I en sit-stå-gå fra hunden rystede Quark sig, mens jeg gik fra ham – men han flyttede sig ikke en centimeter, så det var jeg faktisk ret imponeret over.

Han havde også én “hund ude af kontrol”, fordi en kegle var meget spændende. Men i stedet for at blive frustreret har jeg besluttet at arbejde med den hund, jeg har. Og jeg har en fantastisk hund. Han er sjov, engageret og skøn at gå med. Vi havde blandt andet en lang fri ved fod på højre side, hvor han bare gik klistret til mig og hele tiden spurgte: “Hvad skal vi nu, mor?”

Det er måske ikke den mest elegante rallystil, men det er vores stil, og den tror jeg, jeg skal lære at favne.

Vi mistede kun de tre point for den ene “hund ude af kontrol” og endte på 97 point og endnu et seniorcert.

Tinas bane.

Efter både Jannie og jeg havde været på og var færdige, var det lidt ventetid til præmieoverrækkelsen.
Jannie havde Vega ude og træne lidt på pladsen, hun er bare en stjerne både til at træne fremmede steder og til at være i miljøet.

Jannie og Vega
At være i miljø og tage den med ro. Seje Vega.
Så fint et område til prøver.

Som prikken over i’et blev Quark nummer 2 i begge klasser. ❤️ Jeg er simpelthen så stolt af ham og af den udvikling, vi er i gang med.

Quark klar til hjemturen.
Hyggeligt at kunne kigge ud, her er vi inde på en tank station.

Det var utrolig skiftende vejr. Her på vejen hjem.

Tak til folkene bag prøven – Spidshundeklubben, vi kommer helt siker igen. Tak til dig Jannie for en mega fed tur!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *