Alt

24 Oktober – Prøve Chargons Hundecenter

En dag med dobbelt jubel – to nye rallytitler med hjem!

Nogle dage sætter bare ekstra store smil på læben, og den 24. oktober blev bestemt en af dem!
Vi pakkede bilen med forventninger, godt humør og selvfølgelig Quark og Glow og satte kursen mod Chargons Hundecenter.

Chargons Hundecenter er et rigtig dejligt sted med en skøn hal med kunstgræs, som passer perfekt til rally. Der er plads til bane og et fint område til opvarmning, samt hvor man kan lave sin camp.

Stole til os og bur til drengene.
Hallen

Dagens dommer var Susann som endnu en gang havde tegnet nogle fantastiske baner. Der var både godt flow og tekniske udfordringer, og så er hendes baner altid utrolig flot og tydeligt tegnet med pile, så man aldrig er i tvivl om retningen. Det gør det til en fornøjelse at gå hendes baner.

Vi var desværre kun to deltagere i seniorklassen, men det skulle bestemt ikke tage glæden fra dagen. Quark var klar til opgaven og leverede to rigtig flotte prøver!

Første bane gav 94 point, og på den næste blev det til hele 96 point. Netop de 96 point var noget helt særligt, for med dagens resultat havde Quark fået sit tredje certifikat og kunne dermed kalde sig

Rally Senior Champion!

Sikke en følelse! Jeg er simpelthen så stolt af den lille franskmand og alt det, vi har opnået sammen. ❤️

Første bane til 94 point!
Han vandt en banan bamse, som han var mega glad for.
Bane to hvor vi ramte de magiske 96 point.
Sejeste Quarks!

Efter en god pause var det tid til dagens sidste klasse – Hvor Glow skulle gå.

Glow var rigtig fin på den første bane. Jeg fik dog lige lidt for meget fart på og kom til at stikke lidt fra ham, så det skal vi have arbejdet lidt med. Undervejs var der desværre en hund uden for banen, som lavede udfald og gøede ad de andre hunde. Det satte gang i en del gø og uro. Det havde Glow lidt svært ved, men vi kom hurtigt videre, og han fik heldigvis sluppet situationen igen.

Vi sluttede med 91 point og en flot fjerdeplads i klassen. Samtidig kunne vi sætte vores fjerde guldpind i begynder på kontoen.

Så var der en lille pause, inden vi skulle på banen igen. Jeg var lidt spændt på, om Glow ville lade sig påvirke af alt det, der foregik uden for banen efter oplevelsen på første runde. Men han overraskede mig endnu en gang positivt!

Han var med mig, vi kom rigtig fint igennem banen, og resultatet blev intet mindre end 99 point! Det rakte til en flot andenplads på dagen, og som prikken over i’et fik han sin sidste guldpind.

Dermed kunne Glow også fejre sin nye titel som

Rally Begyndermester Guld!

Glows første bane, som vi gik til 91 point.
Tak til sponsorene for smukke rosetter og gaver.

Jeg kan næsten ikke få armene ned over sådan en dag. To hunde, to fantastiske præstationer og to nye titler med hjem. Det er svært ikke at være både stolt og pavestolt af de to drenge!

En kæmpe tak til min Carsten, som altid tror på os, bakker os op og er der hele vejen – både på de gode dage og dem, hvor tingene ikke helt går som håbet. Det betyder mere, end ord kan beskrive. ❤️

Også en stor tak til alle folkene bag prøven for at skabe rammerne for en dejlig dag. Og tak til de andre deltagere for hyggen omkring ringen, godt selskab, snak og grin. Det er også en stor del af glæden ved at tage til rallyprøver.

Jeg er dybt taknemmelig for de to drenge og alt det, vi oplever sammen. Det er netop de her dage, der minder mig om, hvorfor jeg elsker rallysporten. Ikke kun på grund af point og titler, men på grund af samarbejdet, udviklingen og alle de små og store øjeblikke undervejs.

En dag, der sent bliver glemt – to nye titler, masser af gode oplevelser og kæmpestore smil hele vejen hjem! ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *