I går var vi til prøve i Charagons Hundecenter – og hold nu op, hvor er det et skønt sted at gå til prøve! Der er ikke meget plads i opvarmningen, men alligevel er stemningen altid rolig og respektfuld. Alle passer på hinanden og giver plads, så både hunde og mennesker får den bedste oplevelse. Det er virkelig noget, jeg sætter pris på.

Glow havde været så heldig at få en plads i begynderklassen, og det var en stor en af slagsen med hele 18 hunde. Vi skulle på som næstsidste, så vi havde masser af tid – både fordi vi ankom i god tid, og fordi der var mange før os. Dommeren var Susann Wheadon, og Susann laver altid nogle af de fedeste flowbaner. Godt tempo, gode linjer – og så er selve banerne bare så flot tegnet med tydelige pile, så man næsten ikke kan gå forkert.

Glow var lidt “levende” lige da vi ankom. Det er jo kun hans tredje gang på udebane, så der er meget, der vælter ind over ham. Men i det store billede synes jeg faktisk, at han håndterede det rigtig flot. Vi var heldige at få pladsen i hallen efter en championhund, som lige var blevet færdig og pakkede sammen – så kunne vi stille vores ting op i ro. Drengene fik hver deres bur, Carsten gik lidt rundt med Glow for at kigge på omgivelserne, og Quark kom også ud og fik en lille tur med mor. Han nåede lige at blive fornærmet – meget fornærmet! – over, at han skulle have et varmere dækken på. Det var han bestemt ikke enig i.

Glow var virkelig fin i opvarmningen. Han var med mig, han lyttede – og jeg tænkte: “Yes, vi er dér, hvor vi skal være.” Men da vi trådte ind på banen, så meldte han sig helt ud. Det er der nok flere grunde til: ingen godbidder lige ved hånden, en kæmpe åben bane, helt alene derinde… det kan føles som om hele verden åbner sig omkring én. Han blev både spændt, nysgerrig og en lille smule usikker.

Så jeg tog en beslutning: Jeg trak legetøjet op af lommen. Ikke for at snyde, men for at redde situationen og give Glow en succesoplevelse. Vi legede lidt ved første skilt, han tjekkede ud igen, men jeg fik ham tilbage og fangede hans fokus. Vi legede lidt igen. To små gange – to små “vi-kan-godt”-øjeblikke. Det var værdifuldt.

Glow endte selvfølgelig med bedømmelsen KIB “kan ikke bedømmes” – og det er helt fair, når man har legetøjet fremme på banen. Men ved du hvad? Jeg er fuldstændig okay med det. Jeg ser det som en investering i vores fremtidige samarbejde. Jeg vil meget hellere have en hund, der føler sig tryg, end en “perfekt prøve” på bekostning af relationen.

Lige nu har jeg fokus på at træne og fastholde fokus uden godbidder herhjemme og få bygget den der helt hvide, rene selvtillid hos Glow – den der “jeg kan sagtens gå ind på banen alene med mor”-følelse.

Jeg laver et separat opslag om det mentale pres og præstationsmonsteret, som i mange år har drillet både mig og mine hunde. Det er noget, jeg endelig er begyndt at tage fat på.

Og til sidst – en kæmpe, hjertelig tak til folkene bag prøven.