Dette bliver et langt indlæg og et der er svært at skrive.
Det hele startede sidste efterår, Ernie der ellers altid er flot i pelsen og hurtigt skifter fra sommer pels til vinter pels og tilbage igen, så pludselig trist og mat ud i pelsen, det var som om sommer pelsen ikke blev skiftet, jeg har haft et par ældre heste, der havde udfordringer med at skifte deres pels og jeg gav derfor Ernie en kur med ølgær, som jeg havde erfaring fra med fra hestene.
Det gik stadig langsomt, men han fik skiftet sin pels, han virkede lidt vintertræt hen over vinteren, men var ellers glad og super glad for den nye rally træning som vi så småt var startet inden corona igen lukkede vores land ned.
Vi havde i foråret et par træninger hvor Ernie ikke var helt oplagt, vi tænkte at vi måske var gået lidt for hurtigt frem i forhold til hvad han havde lyst til, han gik en prøve 5 juni, hvor det var meget varmt, men han var på ingen måde oplagt.
I starten af Juli måned 2021, fik Ernie det sværere og svære med at få luft, eller det virkede som om han var i super dårlig kondi, han stoppede på ture og havde ingen gnist i træningen, hvilket ikke ligner ham.
Vi var en tur ved dyrlægen, som mente at vi skulle prøve med en gang prednisolon og lige se tiden an, pga. det høje pollental, det blev på ingen måde bedre, tværtimod blev det langsomt værre.
Derfor var vi ugen efter igen ved dyrlægen med Ernie, han skulle møde fastende og dyrlægen ville lægge ham i narkose og undersøge ham i luftvejene med bla. Kikkert, for at se om der var noget i hans luftveje der skulle gøre at han havde besværet vejrtrækning.
De af jer der har prøvet at indleverer jeres elskede dyr ved dyrlægen, ved at tiden pludselig går i stå og der er 8 kvarter i en time. Dyrlægen ringede retur, der var en stor masse i Ernie’s hals, så stor at det var den der klemte hans luftrør sammen og udfordret ham på vejrtrækningen.
Hvad er det? Det kunne dyrlægen ikke sige på nuværende tidspunkt, der blev sendt prøver til dyrkning, men vi skulle forberede os på det værste, det kunne være cancer……. Så er ventetiden lang inden der kommer svar på prøverne. Da de første prøvesvar kom, viste det sig at Ernie havde to typer bakterier i halsen stafylokok og mycoplasma. Hvor han har fanget dem er uvist, Quark var heldigvis ganske upåvirket.
Dyrlægen havde startet Ernie op på en type penicillin der kunne tage disse to typer bakterier. Som ellers kan være svære at komme af med.
Ernie var nu på penicillin i hele tre uger, han nåede at få problemer med maven og kastede op når han havde spist, vi ringede til dyrlægen og efter hans råd gav vi Ernie et produkt mod mavesyre. Det gjorde at der kom styr på den side af sagen.
Vi startede op på sommerferie og var afsted på camping som vi plejer, begge drenge nyder camping, der er de ekstra meget i centrum. Vi lagde ud med 5 dage ved en fiskesø i nærheden af Herning, Ernie fik det bedre og vi tilpassede gåture og aktiviteter til ham.
Vi fortsatte vores ferie og hyggede med drengene, vi gik ture og hyggede os.
To uger inde i vores ferie viste Ernie tegn på at der var et eller andet, vi var stoppet med penicillinen og var det de grimme bakterier der var på vej retur?
Han ville pludselig ikke gå længere på en tur vi havde, derefter kom vognen i brug når vi skulle på længere ture. Men dagen efter var han glad og frisk igen.
Da vi kom hjem fra ferie, besluttede vi at få Ernie tjekket i halsen igen, for at være sikker på at der ikke var mere grimt. Så den 3 september, var han igen en tur på dyrehospitalet og blev kigget ned i halsen med en kikkert.
Han var lidt rød i halsen der hvor massen havde været, men ellers så det hele ok ud.
Den 8 september skulle vi for første gang i to måneder til rally træning, vi blev enig om at det var ok, Ernie måtte komme med som tilskuer og Quark kunne træne med mor.
Vi kommer derned og drengene er super glade, jubiiiii træning, de hilser på en hvalp, der nu er blevet stor, ikke noget vildt eller voldsomt. Alle har respekt og tager det som sjov.
Lige pludselig skriger Ernie op og trækker sig væk, han ryster, piber og har mange smerter. Han står som om det er noget i hans bagpart, vi tænker jo som det første, shit det ligner en diskusprolaps, men der er ingen tegn på nerver af klemning når vi laver test for dette.
Vi må afbryde træningen og kører hjem med drengene, vi har inden dette sker bestilt tid ved den osteopat i Bogense, jeg skriver en besked på Messenger til hende om hun vil ringe mig op, vi kommer hjem og giver ham smertestillende, han får mere ro på og Berit tale med den søde osteopat der ringer kl 9 om aftenen, vi laver igen test og kan konstaterer at der ikke er nerven af klemninger i ryggen.
Næste morgen ringer Berit til dyrlægen og kan næsten ikke få forklaret hvad der sker med Ernie, dyrlægen siger bare, kom med ham.
Ernie får igen narkose og bliver gennem røntgenfotograferet(hals, ryg fra flere sider og begge bag knæ), der er intet at se der burde give de stærke smerter som han viser. Han er stadig super flot i sit skellet. Vi konkluderer at han må have lavet et vrid i ryggen, så planen er at han skal på smertestillende i en uge og så tager vi den derfra.
Ernie har det nogenlunde hen over weekenden, men han er stadig smertepåvirket og ryster, på trods af han får smertestillende.
Han er smertepåvirket i bagparten og støtter mærkeligt.
Han kan dog ikke finde ro og går meget rundt også om natten.
Mandag den 13 september kører vi til Bogense med ham. Han kaster op i bilen på vej derover, det har han aldrig gjort hverken før eller siden. Han modtager behandling af osteopaten, han er meget meget træt og ligger ned det meste af behandlingen.
Hun er meget grundig og behandler på ham over tre gange. Han har stadig smerte rystelser og dette kan hun ikke fjerne.
Vi kører hjem fra Bogense med en noget tom fornemmelse, hvad sker der med vores Erniemand?
Han sover igennem natten og hviler rigtig dejligt, næste morgen er han stoppet med at ryste og han er normalt gående, han traver fint frem og tilbage.
Torsdag 16 september kører Berit med ham til dyrehospitalet hvor veterinærsygeplejersken giver Ernie behandling med laser. Han er stadig meget træt og ligger ned under hele behandlingen. Vi modtager øvelser og strækøvelser, vi skal lave med ham for at få genoptrænet bagparten.
Søndag den 19 september er vi til prøve, hvor kun Quark deltager, vi har været tilmeldt nogle prøver hen over sommeren, som vi har valgt at droppe pga. Ernie’s situation. Ernie er med og er egentlig også tilmeldt, men går ikke prøver, da han ikke er stærk nok endnu.
Mandag den 20 september laver vi videoer til osteopaten, der følger Ernie, han går fint frem og tilbage i parken, vi har stadig vognen med når vi går ture, for at han kan sidde i den og ikke bliver overanstrengt.
Tirsdag 21 september kører Berit igen til dyrehospitalet og Ernie modtager laser behandling, han er utrolig træt, han ligger igen meget ned.
Da Berit kommer hjem med ham og løfter ham ud af bilen, kollapser han. Han kan ganske enkelt ikke stå op.
Berit ringer straks til dyrehospitalet og taler med sygeplejersken der har behandlet ham, vi bliver enig om at give smertestillende, da det evt. kan være en nerve der er i klemme i skulderen.
Han er meget spændt i det område, da han har kompenseret for hans bagpart.
Onsdag den 22 september, er det stadig helt galt med Ernie da Berit kommer fra arbejde, han er så træt at han går få skridt og lægger sig, han bliver båret frem og tilbage i haven når han skal tisse.
Berit snakker igen med dyrehospitalet, vi aftaler at komme med Ernie dagen efter fra morgenen af. Da han skal være fastende.
Torsdag den 23 september går turen endnu engang til dyrehospitalet med Ernie, han er meget træt, han kan næsten ikke holde sig på benene.
Dyrlægen(en anden) der er også er kiropraktor går hans ryg igennem, nejjjj det burde ikke komme derfra. Han lytter længe og flere gange på Ernie’s hjerte og lunger, samt tager hans puls, han siger dog ikke noget. Men jeg kan godt fornemme at der er noget der er helt galt.
Dyrlægen ringer kort tid efter, vi tror Ernie har noget der hedder Addisons, undskyld hvad?
Hans hjerte er uregelmæssigt og han har lav og uregelmæssig puls, hans krop er ved at lukke ned. Han er i Addisons krise. Dyrlægerne giver ham væske og prednisolon i drop, vi bliver spurgt om vi vil hente Ernie og have ham hjemme om natten, for så at komme retur med ham når dyrehospitalet åbner næste morgen, endnu engang henter Berit Ernie, det er med besked om at hvis det går den forkerte vej i løbet af natten, så er det akut til Aarhus hvor de kan hjælpe ham bedst muligt.
Fredag 24 september, natten forløber til alt held uden det bliver nødvendigt at kører nogen steder og næste morgen kører Berit igen Ernie til dyrehospitalet, hvor han glad tager imod dyrlægen da han ankommer i sin bil.
Ernie er indlagt og får igen drop med væske og prednisolon, han er mere frisk og glad for at se os. Vi har Quark med nede og hente.
Weekenden forløber godt og vi går ture med drengene, stadig med vognen hvor Ernie er det meste af tiden, det er dog ikke med hans gode vilje.
Mandag den 27 september tager Berit igen med Ernie til dyrlægen, han får taget blodprøver og får igen drop med væske. Ernie har Micro forhøjet infektions tal, så han får en 5 dages kur med penicillin til at hjælpe hans hårdt prøvet krop af med det.
Der er ved første besøg den 23 september hvor dyrlægen mistænker Addisons sendt blodprøver til Tyskland på et laboratorium der skal bekræfte dette, samt skal fortælle os hvilken hormoner Ernie ikke selv danner. Men svaret lader vente på sig, de har meldt tilbage at det er Addisons, dog ikke hvilken type, dyrlægen beslutter fredag 1 oktober at vi ikke skal vente på det sidste svar og vi starter ham derfor op på den dosis medicin dyrlægen formoder han skal have i fremtiden. Dette gøres på baggrund af dyrlægens skøn og de oplysninger vi kan komme med ang. Hvordan Ernie trives og har det.
Lørdag 29 september går vi tur så det er timet med hvornår apoteket åbner, jeg har taget en frikadelle med i lommen, apoteket har skaffet medicinen hjem som Ernie skal starte på.
Han får den første medicin. Godt hjulpet på vej af en frikadelle(han tror stadig at han skal spise frikadelle når vi går forbi apoteket).
Ernie får stadig prednisolon og vi trapper ham langsomt ud af det, en bivirkning er at Ernie drikker utroligt meget og skal derfor tisse med to timers mellemrum, døgnet rundt.
Gåture er stadig med hjælp af vognen og når Ernie er ude og snuse og gå lidt, så skynder Quark sig at hoppe op i vognen, han elsker at sidde i vognen.
Ernie har tabt sig 3 kg og vi lægger hans foder om så han får mad 3 gange om dagen i en periode for at han skal have mere energi og tage på igen, han er blevet muskelfattig i bagparten og generelt er mange muskler forsvundet.
Tirsdag den 28 september får vi svar fra dyrlægen, der er kommet svar fra Tyskland på Ernie’s blodprøver ang. Addisons. Det er den helt rigtige medicin vi er gået i gang med. Så vi fortsætter. Nu skal vi have styr på om han får rette dosis.
5 oktober er vi igen til blodprøver, det hele ser ok ud, der er nogle blodtal der er lidt forhøjet i forhold til sidste prøve.
Den 13 oktober er Ernie igen ved dyrlægen og får taget blodprøver, hans blodtal har rettet sig og er normalt, han får nu en meget lille dosis prednisolon og vi stopper derfor med at give dem. Det tager nogle dage inden det er helt ude af kroppen og natten til lørdag den 16 oktober, sover Ernie for første gang en nat i lang tid uden at skulle ud hver 2 time og tisse. Vi er alle helt rundtosset da vi vågner.
Den 17 oktober er vi til fyns mesterskaber i Rally, kun Quark deltager, men da vi skal hjem står Ernie ved bilen, du glemte at gå med mig moar, vi kan da ikke tage hjem nu.
Det virker til at vi har fundet den rigtige medicin og mængde.
Den 27 oktober er Ernie igen til blodprøver som planlagt, alt ser ok ud. Så nu kan vi vente en måned med at komme til kontrol.
Den 31 oktober, sker det endelig, Ernie er med til prøve og han må også selv deltage. Ernie går som en drøm og ender på 99 point af 100 mulige. Det var en både stolt og noget rørt hundefører, der stod som vinder af klassen.
Vi har været til klubkonkurrence hvor begge drenge klaret det rigtig godt, Quark endte med at blive klubmester.
Den 7 december er Ernie igen ved dyrlægen og får taget blodprøver for at kontrollere at hans hormon niveau ligger som det skal.
Det gør det til alt held, hans blodprocent er dog til den lave side og medicinen påvirker hans pels og hud. Så det arbejder vi på at optimere.
Addisons er til alt held ikke arveligt.
Vi er super glade for det samarbejde der har været med alle behandlere i dette forløb. Helle fra den lyseblå hundeklinik i Bogense/ Osteopat.
Vores dyrlæger på Vejle dyrehospital der er et stærkt team og også gerne bruger deres netværk. Så Ernie kan blive hjulpet bedst muligt. Lone som er veterinærsygeplejerske på Vejle dyrehospital, der har givet laser og massage.
Ernies opdrætter Birgitte der hele tiden står klar med gode råd, erfaring og støtte. Vores venner og familie.
Ikke mindst et utrolig fair forsikringsselskab der gør det muligt ikke at gå bankerot når der opstår situationer hvor vi har behov for at bruge dem. Vi har begge hunde forsikret ved Topdanmark.
Det har været en utrolig hård omgang ikke mindst for Ernie, han er dog som altid bare fantastisk og går stadig glad ind ved dyrlægerne. Går selv på vægten, han er nu tilbage på sin normale vægt. Står roligt og lader dyrlægen tage blodprøver, uden at nogen holder ham.
Var det med ryggen i virkeligheden noget helt andet? var det hans krop der var under så meget pres at det kom ud på den måde. Vi finder aldrig ud af det.
Ernie har det godt og er den glade dreng han plejer at være, han elsker stadig og træne og vi glæder os til at tage udfordringen op med endnu mere rally i fremtiden.
Husk at glæde jer over hver dag. Sæt pris på de små ting!!!!!
Vi lever som altid vores liv i snudehøjde!