Ernie havde i efteråret 2015 en anal kirtel der drillede ham og den blev betændt og bulede ud på rumpen. Den kunne ikke klemmes ud og han kom i penicillin behandling og herefter gik det i sig selv igen. Vi tror selv at det hele startede med han havde en tæge siddende lige inde i ende åbningen og den med høj sandsynlighed har dannet lidt arvæv.

I juni 2016 meldte vi Ernie til en stor 3 dages udstilling i Vejen. Vi skulle have campingvognen med, vores nye vogn skulle luftes for første gang. Dette med tilhørende nyt telt. Vi kører ned og går frisk i gang med at sætte teltet på. Vi har ikke andet end lige fået kørt det i skinne og startet med de første par stænger så kommer der skybrud. Ernie der var bundet til campingvognen, satte sig smart nok ned under den og gloede på os andre der stod som naglet til stedet i et forsøg på at stoppe så meget vand som muligt. I er så mærkelige se mig jeg sidder tørt og god her inde under.

Da vi var færdige med at sætte telt op, det tog noget tid da det var et nyt telt, satte vi os for at spise medbragt salat. Vi får kigget på Ernies mås der er helt skæv i den ene side. Betændelsen var kommet tilbage. Øv stakkels lille Ernie. Afsted til vagtdyrlæge da klokken nu var blevet mange. Hun forsøgte at klemme den ud, Ernie skreg i smerte. Det lykkedes ikke at klemme den ud. Vi tror at hun har klemt så selve bylden er sprunget og betændelsen har bredt sig rundt i vævet. Ernie kom på stærk penicillin og vi fik grønt lys for at udstille ham. Så længe han virkede frisk nok.

Det er så her man skal kende sin hund rigtig godt og vide hvordan han har det. Vi blev enig om at Ernie godt kunne klare udstillingerne, da han jo er så trænet i at være af sted og derfor ikke stresser sig selv.

Lørdag vandt han åben klasse, blev 2 bedste han og fik sit 2 certifikat. Nu var det lige pludselig spændende. For at blive champion skal man bruge 3 certifikater.

Mandag kørte vi til egen dyrlæge, der havde modtaget journal fra vagtdyrlægen, så han vidste godt hvad vi kom med. Men at det så så slemt ud var han nok ikke helt forberedt på. Det var sprunget fredag morgen og det væltede for at sige det mildt ud med betændelse.

Vi lagde en plan for at Ernie skulle have fjernet sine kirtler så de ikke længere kunne drille ham.

Ernie var i penicillin behandling med flere forskellige typer penicillin op til hans operation.  

Fredag morgen den 24 juni 2016 ankommer vi til Vejle dyrehospital med ham. Han bliver indlagt og vi aftaler at dyrlægen skal ringe så snart han er færdig med Ernie.

Der går lang tid, rigtig lang tid inden Per (dyrlægen) ringer. En operation der normalt tager 45 min. Havde taget 3,5 timer. Den var helt gal inde i Ernies mås, der var betændt væv ud i begge sider, men specielt venstre side var sat til. Han havde været nød til at skære både den indvendige og udvendige ringmuskel igennem for at fjerne sygt væv.

Det der skulle være en rutine operation, var pludselig blevet noget helt andet. Vi kunne hente Ernie senere når han var kommet sig oven på narkosen.

Nu stod vi pludselig i en helt anden situation end forventet. Ville Ernie nogen sinde blive i stand til at holde på sin afføring?

Vi hentede ham hen på eftermiddagen og havde godt forventet at det ville se slemt ud. Men at det var så slemt var et kæmpe chok. Ernie var syet rundt i hele måsen. Men virkede ellers ved godt mod.

Som weekenden gik, fik Ernie det værre og værre. Han ville ikke spise, drikke og besørge. Vi havde kontakt til vagtdyrlægen, der ikke var vores egen, han ville ikke se Ernie da han ikke selv havde opereret ham. Men vi kunne give ham noget mere smertestillende. Hvilket ikke hjalp. Natten til mandag var virkelig slem.

Ernie kunne ingen steder være for smerter og det smertestillende hjalp ham ikke. Carsten lå ved ham på gulvet.

Mandag morgen holdt vi ved egen dyrlæge da de åbnede, Per kunne godt se den var helt gal. Der var betændelse i arret, på trods af stærk penicillin og at det så normalt ud og ikke lugtede. Ernie blev straks lagt i narkose igen og Per lovede at ringen når han viste hvad der skete. Ca. en lang time senere ringede han tilbage. Ernie havde dannet en byld inden i, der var ca. 10 cm dyb. Han havde blodforgiftning og skulle derfor have penicillin i drop, samt væske osv. Nu var det renset helt i bund for betændelsen.

Udfordring var at Ernie stadig ikke selv kunne holde på sin afføring. Hvilket betød at der løb en strøm af afføring ned over det ny opereret område konstant, der blev lagt dræn i den side hvor bylden havde været så der kunne renses ind i området og evt. betændelse kunne komme ud.

Vi aftalte at vi ikke skulle besøge Ernie før han var i bedring for at han ikke ville tro han skulle med hjem når han så os. Meget svært at holde sig væk. Men det var det bedste for Ernie.

To gange dagligt snakkede vi med dyrlægen. Det gik utroligt langsomt frem med Ernie der stadig ikke viste tegn på at kunne holde på sin afføring.

Torsdag morgen, da jeg ringede til dyrlægen var Ernie blevet lidt mere kontaktbar, men der var stadig store udfordringer, dyrlægen ville derfor gerne at vi kom ind til et statusmøde om hvorvidt vi skulle forsætte eller lade Ernie få fred.

Det var en utrolig hård dag, dyrlægen mente ikke Ernie ville blive i stand til at holde på sin afføring nogensinde, da han ikke viste bedring i den retning. Vi havde Jan fra Odder dyrehospital med ind over som second opinion. Han kunne jo ikke se Ernie og hans situation, men havde erfaring for at ringmusklen godt kunne komme til at virke efter længere tid.

De to dyrlæger snakkede sammen og da vi kom ned til dyrlægen til statusmøde om eftermiddagen besluttet vi at Ernie skulle blive på dyrehospitalet frem til mandag også kunne vi igen mødes til en ny status.

Vi så for første gang Ernie, åhhhh skønt at se vores dreng, han blev utrolig glad for at se sin mor og far. Men var samtidig dopet på stesolid og morfin.

• 

Der var kommet et ny problem til, alt den afføring der stadig løb ned over måsen og derved også Ernies testikler havde nu givet betændelse i dem. Det så ikke for godt ud.

Veterinærsygeplejerskerne på hospitalet gjorde alt for Ernie. De var søde når vi ringede og dyrlægerne gjorde det bedste for ham.

Der blev gået små lufte ture uden for hospitalet for at Ernie kunne se noget andet.

Vi gik nu en weekend i møde hvor Ernie var indlagt, det var noget nær umuligt at foretage sig almindelige ting. Simon (dyrlæge) havde vagten på dyrehospitalet, og vi talte med ham morgen og aften. Ernie var nu gået fra maden, men var ellers i bedring.

Lørdag skrev Berit en opdatering på facebook, der var udstilling i bulldogklubben og det kunne vi på ingen måde deltage i. Nu var det virkeligt. Vi fik mange søde tilkendegivelser og god bedring ønsker. Hvilket var super dejligt.

Søndag morgen ville vi bare gerne ned og se til Ernie, jeg spurgte Simon om jeg måtte prøve med hjemmelavet skånekost, der blev kogt kylling, ris og laks. Kursen blev sat mod dyrehospitalet.

Til vores store overraskelse kom Ernie selv ud og tog imod. Nøj han blev glad for at se mor og far.

Han havde tabt sig 4 kg. Hans mås lignede en ulykke. Men han var glad og kunne dufte mors hjemmelavede mad. Stak mulen ned i posen. Hit med maden nu.

Nøj hvor han guffede. Men kun en lille portion. Da han jo ikke havde spist så meget de sidste par dage.

Vi gik en lille tur med ham og var helt høje da vi kørte fra ham. Der var lys at skimte.

Mandag var vi igen som aftalt til statusmøde, vi fik Ernie med hjem. Jubiiii han spiste mors dejlige mad.

Vi aftalte med dyrlægerne at vi skulle komme med Ernie hver dag den følgende uge, så vi kunne tage det i opløbet med det samme hvis der var nogen form for forværring af hans situation.

Dog var der lige en kæmpe udfordring, han kunne stadig ikke holde på sin afføring.

Der blev lavet zoner i huset til ham, vi hegnede ind og lavede tæpper, kurve osv. Men han valgte selv at han ville være i bryggerset. Her var han tryg og der var ro. Vi gik meget korte små ture, hvor han sad mere ned en han gik.

Første nat hjemme havde han mange smerter, Carsten lå på gulvet med ham hele natten til tirsdag, hvor vi gav morfin og han fik ro på igen.

Han er meget renlig og var stresset over at skulle holde sine omgivelser rene, da afføringen stadig flød ukontrollabelt ud af ham. Det var meget hårdt at se på og Carsten gjorde alt hvad han kunne for at nå og tage det væk så Ernie ikke skulle stresse over det.

To gange om dagen rensede Carsten hans mås og testikler helt i bund. Ind i mellem holdt vi det værste skidt væk.

Han fik stadig meget medicin og havde derved også rigtig meget madlede. Ernie måtte få alt hvad han havde lyst til. Men svært at få noget i den lille mand.

Som ved et trylleslag begyndte Ernie at kunne holde på sin afføring, men det gjorde så at der opstod et andet problem, det gjorde ondt når der skulle noget ud i den anden ende. Musklerne manglede i hele venstre side og derfor kunne han ikke presse som før operationen, han stoppede derfor helt med at ville spise.

Havde han givet op? Var du nu vi skulle sige stop?

Vi modtog en pakke fra fyn, med lidt guf til os og en rigtig sød ko bamse til Ernie. Den har han stadig.

• 

Torsdag eftermiddag kom Heidi forbi for at hilse på patienten og det udnyttet vi, da han gerne tog mod guf og mad fra hende. Et stykke toast med leverpostej og sukker/ salt på guffede han gladelig. Dog var der stadig ikke kommet ud i den anden ende, men nu var appetitten kommet igen, og inden vi skulle afsted til det daglige kontrolbesøg ved dyrlægen, lavede han stort for første gang.

Tænk at man kan tude over en hundelort. Vores lille Ernie virkede!

Ernie gik nu i hele huset igen, han var dog noget trykket over situationen første gang han var ude på egen hånd, Carsten lå i to timer på gulvet i stuen med ham også var det overstået. Han var igen glad og gik i huset som han plejede.

På anden dagen for at han begyndte at gå rundt i huset kom han og duttede på Berits ben bagpå da hun stod i køkkenet og vaskede op. Da hun drejede sig rundt for at se hvad han ville. Stillede han sig op som til udstilling, nu var han klar til vi skulle have det sjovt og træne igen.  Han nærmest grinede. Kom nu mor.

Ja der fik tårerne så frit løb igen.

Gennem hele forløbet har vi ført dagbog over Ernies måltider, indtag af medicin, hvor meget han har drukket, tisset, pruttet, sovet og leget, samt hvordan humøret har været. Dette har været en stor hjælp for dyrlægerne. Der herved har kunne følge Ernie helt tæt på.

Langsomt introduceret vi ham til mad igen, lykken var stor da han fik hestekød første gang.

Ernie havde tabt sig og vi skulle nu finde melodien, det var vigtigt hans mad ikke gav ham for hård mave, det skulle være nemt at komme af med. Der måtte vi så prøve os lidt frem.

Der blev da også en opringning til dyrlægen, midt under en skovtur ugen efter vi fik ham hjem, der havde han lidt for hård mave og det gjorde at han blødte da han skulle af med noget og peb og hylede. Per lyttede til hvad vi beskrev og vi aftalte at vi lige ringede og gav en status uanset hvad. Når der var gået en time.

Det var til alt held bare noget arvæv der havde givet sig og gjort han blødte. Så vi måtte lige få justeret hans mad så han ikke havde helt så hård afføring.

Langsomt skulle Ernie genoptrænes, genvinde sin styrke og hans pels skulle vokse ud i måsen.

Vi havde allerede planlagt ferie og Ernie var da også meldt til en udstilling (var gjort inden han blev syg).

Det gik hurtigt med at Ernie ville alt som han plejede. Men vi passede ekstra på ham, han måtte ikke blive udmattet.

Vi har et stort netværk omkring os der alle har fulgt Ernies kamp for livet.

Det var en stor dag den 18 juli 2016 da Ernie med Farmor og mor var en tur på dyrehospitalet til tjek.  Ernie blev ved dette besøg raskmeldt, manglede stadig en masse pels og muskler. Men pyt med det. Nu kunne vi for alvor kigge fremad.

• 

Det var en dejlig og hyggelig eftermiddag, farmor forærede Ernie en bamse og vi spiste Othello lagkage for at fejre den gode nyhed.

Langsomt, meget langsomt kom Ernies styrke tilbage. Vi drog på sommerferie, hyggede os, gik lange ture ved stranden, i skoven og i byen.

• 

I forbindelse med Ernies sygdomsforløb kunne vi rigtig mærke at vi havde nogle fantastiske mennesker omkring os.

•